|
|
|
Copyright © Gbase Danmark 2010 - All rights reserved
|
|
Fejlfinding
Det at kunne se, analysere og rette tekniske fejl er særdeles vigtigt, hvis du vil være rigtig god til at spille disc golf. Det er således en stor fordel at kunne iagttage sig selv, hvis man vil finde fejl og rette dem til. Ydermere er det en god forudsætning at have en vis forståelse af eller have god teknisk viden omkring de bevægelsesmønstre, der fokuseres på, inden man går i gang med sine iagttagelser. Det er endvidere en god forudsætning, at man kender formålet med bevægelsesmønstret, der fokuseres på og sidst men ikke mindst, at man kender kastets formål, situationen det bruges i, har viden om grebet, preshot routinen, tilløbet og ikke mindst selve svinget.
Der er mange muligheder for at få det bedste udbytte af sine iagttagelser. En af dem er, at man med fordel kan filme sig selv fra alle vinkler, så udgangspunktet for efterfølgende at kunne vurdere bliver så kvalitativ som muligt. Når jeg siger alle vinkler, er det fordi, at der uanset hvilken vinkel, man iagttager fra altid vil være ting, man ikke kan se. Som følge af dette er det vigtigt, at man udser sig nogle fikspunkter - nogle fokusområder - som man vil iagttage, så man ikke iagttager for ustruktureret. Man kan eksempelvis kigge efter om preshot routinen, tilløbet eller svinget er som det skal være. Derefter kan man gå yderligere i dybden og se på selve kastet. Var højden, længden, vinklen og hastigheden på kastet, som den skulle være?
Det vigtigste i iagttagelsesprocessen er dog, at man kun fokuserer på én ting ad gangen og giver sig god tid til at kigge på den pågældende detalje. De elementære fejl burde ved gennemarbejdelse af denne fremgangsmetode forholdsvis nemt kunne elimineres, hvorved risikoen for at lave følgefejl gerne skulle blive kraftigt minimeret.
Om ovenstående opbygning kan det siges, at den tager udgangspunkt i en logisk tankegang, hvor opmærksomheden er rettet mod grundelementerne i de forskellige kastebevægelser. Fremgangsmåden stiller dog imidlertid lidt større krav til den tekniske viden, idet den forudsætter at man ved, hvad der styrer de forskellige faktorer i hver enkelt bevægelse. Alle burde dog være i stand til at følge tankegangen, der ligger bag og på denne måde kunne komme hele vejen rundt og således være i stand til at skabe et bedre fundament for at foretage en egentlig iagttagelse og arbejde med fejlfinding. Vigtigst af alt er dog, at man efter at have observeret og fundet fejlen eller fejlene, er opmærksom på at træne det givne bevægelsesmønster igen.
|
|